Ny feature fra Apple: rapid patches

Apple udgiver første 'hurtige' sikkerhedsrettelser til iPhones, iPads og Macs.

Apple udgav mandag sin første batch af offentligt tilgængelige ’rapid security patches’. Målet med denne nye feature er hurtigt at rette sikkerhedssårbarheder, der er under aktiv udnyttelse, eller som udgør 'betydelige risici for' brugere af Apples produkter. 

Det skriver Tech Crunch.

Ifølge en meddelelse fra Apple kommer de såkaldte rapid security-opdateringer med ’vigtige sikkerhedsforbedringer mellem softwareopdateringer.’

Løsningen er blevet introduceret for at give Apple-kunder mulighed for at opdatere deres enheder hurtigere, end en almindelig, typisk softwareopdatering muliggør. Apple siger, at funktionen er aktiveret som standard, og nogle hurtige patches kan installeres uden at genstarte, men ikke altid.

Det fremgår af Tech Crunch, at sikkerhedsopdateringen er udsendt til brugere, der kører iOS 16.4.1, iPadOS 16.4.1 og macOS 13.3.1. Når den er installeret, tilføjer den et bogstav til softwareversionen - såsom iOS 16.4.1 (a), iPadOS 16.4.1 (a) og macOS 13.3.1 (a). Ældre versioner af Apples software vil ikke modtage den hurtige sikkerhedsrettelse, men de relevante rettelser vil blive inkluderet i efterfølgende softwareopdateringer.

Baggrunden for introduktionen af denne nye feature er sandsynligvis, at Apple ønsker brugerne i højere grad installere sikkerhedsopdateringerne, når de er tilgængelige frem for at vente på en automatisk opdatering. Det kan også have sin baggrund i ønsket om at skabe højere grad af bevidsthed om opdateringer, som ikke nødvendigvis er til stede, når automatiske opdateringer klarer det hele.

Links:

https://techcrunch.com/2023/05/01/apple-rapid-security-fixes/?guccounter=1