Datasikkerhed

Hvordan sikrer jeg mine data mod at gå tabt eller blive misbrugt?

Hvordan sikrer jeg mine billeder og dokumenter mod at gå tabt?

Tag en sikkerhedskopi af dine dokumenter med jævne mellemrum. Det nemmeste er en online løsning, hvor der automatisk tages backup. Alternativt kan du bruge en ekstern harddisk med et backupprogram. Husk at kontrollere, at du kan gendanne filer fra backuppen, før du får brug for den.

Hvad er kryptering?

Kryptering er en matematisk metode til at kode data med en nøgle. Kun hvis man har nøglen, kan man afkode dataene igen. Kryptering anvendes til at sikre mod, at uvedkommende får adgang til fortrolig information.

Hvad er SSL?

SSL (Secure Sockets Layer) er en teknologi, som er afløst af TLS (Transport Layer Security). Den bruges til at kryptere kommunikationen mellem en browser og en webserver, så uvedkommende ikke kan aflytte den. Samtidig giver den sikkerhed for, at serveren er den, den giver sig ud for at være, idet serveren er udstyret med et certifikat, der identificerer den. SSL/TLS markeres ofte i browseren med en ikon af form som en hængelås. En krypteret forbindelse kan kendes på, at webadressen begynder med https i stedet for http.

Hvordan krypterer jeg e-mails?

De fleste mail-programmer giver mulighed for at kryptere e-mails. Du skal kende modtagerens offentlige nøgle for at kunne kryptere en mail til vedkommende. I Danmark kan man blandt andet få certifikater til brug for kryptering via NemID. Det er som regel ikke muligt at kryptere mails, der sendes fra webmail.