Værktøjsbjælke genererer Bitcoins

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 3/12/2013

En tvivlsom værktøjsbjælke bruger pc'ens ressourcer til at danne Bitcoins til bagmændene.

Sikkerhedsfirmaet Malwarebytes opdagede programmet, der installeres under navnet Mutual Public Installer. Den indgår blandt andet i en proxy-service ved navn YourFreeProxy.

Når programmet er installeret, begynder det at generere Bitcoins, en virtuel valuta. Det tager mange kræfter, en bruger opdagede, at op til halvdelen af systemets ressourcer gik til processen.

Men bagmændene har taget højde for situationen i licensbetingelserne for programmet. Her står, at brugeren giver lov til at køre matematiske beregninger, og at alle indtægter herfra går til producenten af programmet.

Bag programmet står firmaet Mutual Public, der også markedsfører sig under navnet We Build Toolbars, LLC.

Anbefaling
Vær forsigtig med at installere gratis programmer fra tvivlsomme kilder.

Links