Svindlere udnytter tyfon

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 12/11/2013

Spam-mails forsøger at narre penge fra folk, der vil støtte ofrene for tyfonen Haiyan, der ramte Filippinerne i fredags.

De første spam-mails er allerede dukket op på nettet, og sikkerhedseksperter venter flere. De vil sandsynligvis angive at komme fra Røde Kors eller andre hjælpeorganisationer. I nogle tilfælde forsøger bagmændene at få modtageren til at overføre penge, andre gange går de efter oplysninger om betalingskort og bankkonti.

I forbindelse med den japanske tsunami-katastrofe i 2011 benyttede nogle svindlere sig af dette trick: De sendte mails ud, der angav at komme fra en hjælpeorganisation. Som svar-adresse angav de en ægte adresse hos hjælpeorganisationen – men samtidig var der angivet en CC:-adresse, der gik til svindlerne.

Sikkerhedsforsker Chris Boyd skriver, at man i den kommende tid kan vente tyfon-relaterede spørgeskemaer, falske indsamlings-websteder, falske "chokerende videoer" på Facebook og forsøg på at udnytte folks frygt for, hvad der er sket med deres familie og venner.

Anbefaling
Giv kun støtte via hjælpeorganisationernes egne websteder og telefonnumre.

Links