App tjekker privatlivsbeskyttelse

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 24/5/2013

En gratis app til smartphones med Android tjekker, om apps på telefonen lækker brugerens personlige oplysninger.

App'en Clueful fra Bitdefender undersøger alle apps på telefonen. Den tjekker, om de videregiver brugerens telefonnummer eller andre kontaktoplysninger til udenforstående, om passwords sendes krypteret, om data fra kalenderen bliver lækket, og en række andre faktorer.

Ud fra kontrollen giver Clueful en karakter for hver app. Karakteren siger, hvor meget hver enkelt app bruger fortrolige oplysninger. Den vurderer ikke, om der er gode grunde til brugen, den vurdering overlades til brugeren.

Systemet bygger på en online database over apps.

Bitdefender har tidligere udsendt en tilsvarende app til iPhone og iPad, men den blev trukket tilbage.

Anbefaling
Afprøv Clueful for at få indblik i, hvordan apps på din smartphone behandler dine data.

Links