Svindlere udnytter eksplosioner

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 18/4/2013

Svindlere udsender spam og opretter domæner, der handler om de aktuelle eksplosioner i USA. Formålet er at lokke besøgende til spamsider eller narre penge fra dem.

Bombeangrebet i Boston tidligere på ugen affødte lynhurtigt en stribe nye domæner med navne som 2013bostonbombs.com, bitcoinsforboston.com og bostonexplosion.com.

US-CERT (United States Computer Emergency Readiness Team) advarer om, at svindlere udnytter spam og websteder til at indsamle penge til ofrene under falske forudsætninger. Kort efter bombeangrebet blev der således oprettet en Twitter-konto ved navn @_BostonMarathon. Den hævdede at ville donere en dollar for hver gang, dens beskeder blev re-tweetet af andre.

Der er også set e-mails, som angiver at handle om bomberne. De indeholder links til sider med skadelige programmer.

Efter eksplosionen på en gødningsfabrik i Texas venter DKCERT, at der vil komme tilsvarende svindelforsøg, der udnytter interessen for begivenheden.

Anbefaling
Giv kun bidrag til nødhjælp via etablerede hjælpeorganisationer. Vær forsigtig med at følge links, der angiver at handle om aktuelle begivenheder med stor offentlig interesse.

Links