Tredjepartssoftware har flest sårbarheder

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 15/3/2013

I de 50 mest brugte applikationer stammer 86 procent af sårbarhederne fra programmer fra andre producenter end Microsoft. Mængden af sårbarheder er stigende, viser tal fra sikkerhedsfirmaet Secunias årsrapport.

Secunia har ud fra data fra brugerne af firmaets program PSI (Personal Software Inspector) fundet frem til de 50 hyppigst installerede applikationer på brugernes pc'er i 2012. Ud af dem var der sårbarheder i de 18. 86 procent af sårbarhederne stammede fra tredjepartssoftware som fx Google Chrome, Firefox, iTunes, Flash Player og Java.

Det er en stigning i forhold til 2011, hvor tredjepartsprogrammerne stod for 78 procent af sårbarhederne.

I en kommentar skriver Secunia, at det betyder, at den automatiske opdateringsfunktion i Windows kun hjælper på en lille del af de sårbarheder, der truer brugerne. Derfor er der brug for andre metoder til at sikre, at de øvrige sårbare programmer bliver opdateret.

Hvis man er klar til at opdatere, er der til gengæld godt nyt: Leverandørerne havde rettelser klar samtidig med offentliggørelsen af sårbarheden i 84 procent af tilfældene i 2012. Året før var andelen kun 72 procent.

Secunias tal viser, at mængden af sårbarheder er stigende. Firmaet registrerede 9.776 sårbarheder i 2012. Det er fem procent flere end 2011 og en vækst på 15 procent over de sidste fem år.

Anbefaling
Hold software opdateret for at undgå at blive ramt af angrebsprogrammer, der udnytter kendte sårbarheder.

Links