Java får sikkerhedsindstillinger

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 19/12/2012

Den nyeste Java 7-version gør det muligt at slå Java fra i browseren eller indstille sikkerheden for applets. Java 6 går på pension til februar.

Oracle har udsendt Java 7 Update 10. Den indeholder ingen rettelser af sårbarheder. Til gengæld har den et par nye sikkerhedsfunktioner.

For det første kan man nu fra Kontrolpanel -> Java slå Java fra i browseren. Dermed kan man fortsat køre Java-applikationer, men ikke applets, der vises på en webside.

For det andet kan man indstille sikkerhedsniveauet. Som standard er det sat til medium. Det betyder, at der kan afvikles applets, man ikke har tillid til, hvis man kører den nyeste Java-version. Er det ikke tilfældet, kan der kun køre applets, som brugeren har tillid til.

Man kan finindstille niveauet for, hvordan forskellige typer applets skal behandles.

Samtidig har Oracle udsat datoen for, hvornår den foregående Java tages ud af drift. Det sker til februar. Efter den tid skal man betale for at få opdateringer til Java 6.

Fra nu af vil brugere af Java 6 automatisk få opdateret deres Java til version 7.

Anbefaling
Opdater til Java 7 Update 10 og indstil sikkerhedsniveauet via Kontrolpanel -> Java.

Links