Android-botnet udsender sms-spam

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 19/12/2012

Skadelige programmer til Android-smartphones udsender sms'er, der skal lokke flere til at downloade de samme programmer.

Lokkemaden består af en sms, som man modtager uopfordret. Den indeholder et link til spil som The Need for Speed Most Wanted eller Angry Birds Star Wars. Men linket fører til en inficeret udgave af spillet.

Hvis man installerer spillet, bliver ens smartphone indrulleret i et primitivt botnet. Den henter en liste af telefonnumre, som den derefter begynder at sende tilsvarende sms'er ud til.

Konsekvensen kan være en dyr telefonregning, hvis man ikke har ubegrænset sms i sit abonnement.

Sikkerhedsfirmaet Cloudmark har fundet de inficerede programmet på en server i Hong Kong. De er ikke set i den officielle Google Play-butik.

Sikkerhedsfirmaet Lookout kalder truslen for SpamSoldier. De oplyser, at den spærrer for indkommende sms'er fra folk, der ikke er i brugerens adressebog. På den måde hører man ikke fra vrede modtagere af sms'erne. Programmet skjuler også afsendte sms'er.

Anbefaling
Hent kun programmer til Android via Google Play.

Links