Afpresning spredes via Skype

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 8/10/2012

Beskeder via Skype spreder links til skadelige programmer, der forsøger at afpresse modtageren for penge.

Beskederne kan for eksempel lyde "Lol is this your new profile pic?" De ankommer som Skype-chat fra personer i ens kontaktbog.

I beskeden er der et link. Det fører i nogle tilfælde til en zip-komprimeret fil. Hvis man pakker indholdet ud, rummer det en programfil, der ser ud til at have med Skype at gøre.

Det er imidlertid svindel. Hvis man kører programmet, bliver data på pc'en krypteret og adgangen til Windows låst. Brugeren kan få adgang til sine data igen, hvis man betaler 200 dollars over nettet.

Mens pc'en er låst, udfører programmet svindel med web-annoncer. Sikkerhedsfirmaet GFI registrerede 2.259 falske klik på annoncer i løbet af ti minutter.

Anbefaling
Undlad at følge links i chatbeskeder, du får tilsendt uopfordret.

Links