Adobe lukker fire huller i Reader

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 11/4/2012

Adobe har lukket fire alvorlige sikkerhedshuller i Reader og Acrobat. Samtidig indføres ændringer, der gør ældre versioner mere sikre.

Sårbarhederne er fjernet i Adobe Reader X (10.1.3) og Acrobat X (10.1.3). Hvis man ikke har mulighed for at opdatere til version X, kan man bruge version 9.5.1.

De nye udgaver af version X indeholder også rettelser af sårbarheder i Flash Player, som tidligere er blevet udsendt.

Samtidig med opdateringerne har Adobe ændret på den måde, version 9.5.1 afvikler Flash-indhold i PDF-filer: Det vises nu ved hjælp af den Flash Player, der i forvejen er installeret på pc'en. Dermed vil kommende sikkerhedshuller kun skulle rettes ét sted. Firmaet arbejder på at gøre noget lignende for version X.

I nogle år er der kommet opdateringer til Reader og Acrobat hvert kvartal. Det ændrer firmaet nu, så der fremover kommer opdateringer, når der er brug for det. Det vil primært ske på anden tirsdag i måneden, når Microsoft også kommer med opdateringer.

Anbefaling
Test og installer opdateringerne.

Links