WikiLeaks offentliggør Stratfor-mails

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 27/2/2012

WikiLeaks er begyndt at offentliggøre fem millioner e-mails fra firmaet Stratfor, der udfører efterretningsarbejde. Anonymous står bag hackerangrebet, der gav adgang til mailene.

Det er første gang, at hackerkollektivet Anonymous og Wikileaks samarbejder. Medlemmer af Anonymous siger til Wired, at de gav mailene til WikiLeaks, fordi den organisation er bedre til at analysere data og få dem ud til offentligheden.

WikiLeaks samarbejder med 25 medier, der får adgang til mailene før alle andre.

Ifølge WikiLeaks viser mailene, at Stratfor betaler informanter for fortrolige oplysninger om for eksempel politik. Betalingen sker gennem svejtsiske bankkonti og kreditkort.

Der skulle også være mails, der dokumenterer, at Stratfor brugte insider-viden til at investere ud fra.

Mailene dækker perioden fra juli 2004 til slutningen af december 2011. De vil blive offentliggjort gradvist, efterhånden som WikiLeaks' mediepartnere får adgang til dem.

Links