Svindlere udnytter Facebook-chat

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 17/1/2012

Svindlere giver sig ud for at være Facebooks sikkerhedsfolk på chatten. De forsøger at narre fortrolige data fra ofrene.

Der er tale om et forsøg på phishing-svindel, hvor bagmændene lokker kreditkortoplysninger og andre fortrolige data fra deres ofre ved at lyve for dem. Svindlerne optræder under navnet Facebook Security. Navnet er skrevet med bogstaver, hvoraf nogle ikke er dem, man normalt ville bruge. Det er sandsynligvis årsagen til, at Facebooks sikkerhedsfunktion ikke har fanget brugen af navnet.

I chatbeskederne skriver bagmændene, at modtagerens Facebook-konto vil blive lukket. Hvis man vil undgå det, skal man klikke på et link og udfylde sine kontooplysninger. Dette link fører til en forfalskning af en Facebook-side. Hvis man indtaster sit Facebook-navn og password, får svindlerne adgang til dem.

Efter man har indtastet oplysningerne, skal man også indtaste betalingskortoplysninger, skriver sikkerhedsfirmaet Kaspersky i et blogindlæg.

Anbefaling
Tro ikke på chatbeskeder fra personer, du ikke kender.

Links