Hackere angriber vandforsyning

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 22/11/2011

Hackere har angrebet et vandværk i USA og fået en pumpe til at gå i stykker. En anden har siden hacket sig ind på flere andre forsyningsselskaber.

Det første angreb gik ifølge flere kilder ud over vandforsyningen i Curran-Gardner-distriktet i Illinois. Hackerne fik adgang til et SCADA-system (Supervisory Control And Data Acquisition). Det ser ud til, at de brugte systemet til skiftevis at tænde og slukke for en pumpe, indtil den satte ud.

Myndighederne afviste, at der var tale om et hackerangreb. Det fik en anden hacker på banen – han mener, at der er store sikkerhedsproblemer ved SCADA-systemerne i mange forsyningsvirksomheder. For at bevise det har han offentliggjort en række data fra systemer, han har hacket sig ind på.

Blandt andet har han fået adgang til et spildevandsanlæg i Polen og vandmålersystemer i Spanien eller Portugal. Han har også fremvist skærmbilleder fra et spildevandsanlæg i Texas.

Hackeren benyttede blandt andet fjernstyringssystemet VNC og et webadministrationssystem til sit angreb.

Links