Global konkurrence om it-sikkerhed

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 12/8/2011

En række firmaer er gået sammen om at arrangere et verdensmesterskab for hold i etisk anvendelse af de metoder, som hackere bruger.

Global CyberLympics er navnet på arrangementet, der er et nonprofit-initiativ. Bag det står firmaet International Council of Electronic Commerce Consultants (EC-Council) sammen med en række virksomheder og CERT'er.

Konkurrencen skal øge opmærksomheden om it-sikkerhed. Samtidig håber arrangørerne, at den kan hjælpe med at finde frem til nye talenter inden for området.

Et hold skal bestå af fire til seks personer over 18 år, der kommer fra samme land. Det koster 100 dollars for et hold at deltage. I alt er der præmier for over 400.000 dollars ved de samlede CyberLympics.

Der afholdes syv regionsmesterskaber i år. Det europæiske foregår i Budapest i september i forbindelse med konferencen Hacktivity.

Verdensmesterskabet ventes afholdt i første kvartal 2012, men stedet er ikke afgjort endnu.

Links