Analyser om it-svindel er upålidelige

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 10/6/2011

Analyser af hvor mange penge folk mister ved it-kriminalitet, er behæftet med så stor usikkerhed, at de er ubrugelige. Det konkluderer to forskere.

Forskerne, Dinei Florêncio og Cormac Herley fra Microsoft Research, har kigget på en række undersøgelser, der anslår, hvor stort det samlede økonomiske tab ved it-kriminalitet udgør. For eksempel viser amerikanske undersøgelser, at amerikanere mistede 47 milliarder dollar som følge af identitetstyveri i 2004. I 2006 var tallet knap 16 milliarder – og i 2008 steg det til 54 milliarder.

Enten var der et stort fald fra 2004 til 2006, eller også er der problemer med tallene. Forskerne konkluderer, at det er det sidste, der er tilfældet.

Det forklarer de med, at der er særlige statistiske problemer ved at vurdere finansielle størrelser. Hvis man vil vide, hvad folk vil stemme ved et valg, er det nok at lave en repræsentativ udvælgelse af, hvem man spørger.

Men det er ikke tilstrækkeligt, når man ser på pengebeløb. Her kan nogle få ekstremt høje beløb få indflydelse på hele det samlede billede.

Et tegn på, at der er problemer, er, at der er stor forskel på middelværdi og median i statistikken.

Forskerne konkluderer, at de ikke kan have tillid til nogen af de undersøgelser, der foreligger om tab ved it-kriminalitet.

Links