Sonys pc-spilnetværk blev også hacket

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 3/5/2011

Foruden PlayStation Network er også Sony Online Entertainment ramt af et hackerangreb. Oplysninger om knap 25 millioner brugere kan være i hackernes hænder.

Efter at PlayStation Network midt i april blev offer for et hackerangreb, har firmaet bag tjenesten, Sony, undersøgt sikkerheden i andre produkter. Her viste det sig, at Sony Online Entertainment blev hacket på samme tidspunkt, nemlig omkring den 16.-17. april.

Sony Online Entertainment står bag online pc-spil som EverQuest, Clone Wars Adventures og DC Universe Online.

For de fleste kunder er kreditkortoplysninger ikke berørt af angrebet. Dog er omkring 23.000 kreditkortoplysninger for kunder uden for USA muligvis kommet i hackernes besiddelse.

Som følge af angrebet har Sony lukket tjenesterne ned foreløbig.

Anbefaling
Brugere af SOE-tjenesterne bør ændre password, når tjenesterne atter bliver tilgængelige. Hvis man har brugt samme password til andre tjenester, bør det skiftes alle steder.

Links