Svindlere misbruger Facebooks billedtags

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 12/4/2011

Facebook-svindlere udnytter muligheden for at "tagge" personer på billeder til at sprede lokkemad til svindel.

Svindlen er på det seneste set i forbindelse med en restaurant ved navn Olive Garden og vampyrfilmen Twilight: Breaking Dawn. Det foregår ved, at det potentielle offer bliver tagget på et billede, som vedkommende ikke optræder på. Når man ser billedet, bliver der også vist et link.

Hvis man klikker på linket, føres man til en Facebook-applikation. Vælger man at tillade den, bliver alle ens venner på samme vis tagget på billedet.

Svindlernes formål er at lokke ofrene til at udfylde spørgeskemaer på nettet. De får penge for hver person, der besvarer spørgsmålene. Dermed er der tale om en variant af de såkaldte "survey scams," som er meget udbredte på Facebook. Det skriver sikkerhedsfirmaet Sophos.

Tilsvarende svindel er tidligere set, hvor man bliver tagget på et billede af en Playboy-pige.

Anbefaling
Hvis du har givet en skadelig applikation tilladelse til at køre, skal du fjerne den igen. Derefter skal du fjerne de billedtags, den har anbragt.

Links