Svindlere misbruger japansk jordskælv

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 14/3/2011

Spam og netsvindel udnytter interessen for jordskælvet i Japan.

Der gik ikke lang tid efter jordskælvet, før svindlere på nettet begyndte at bruge det i e-mails og på sociale netværk. Et eksempel er et link på Facebook, der lokker med video af en hval, som løftes af tsunamien ind i et hus. Formålet er at narre ofrene til at udfylde et spørgeskema, som bagmændene modtager penge for.

Der er set flere eksempler på spam-mails, der angiver at komme fra ofre for katastrofen. De beder om hjælp i form af penge. I nogle tilfælde er det i den velkendte nigerianske svindelmodel, hvor der lokkes med et stort pengebeløb.

Det er sandsynligt, at svindlerne vil forurene søgeresultater, når man søger efter information om katastrofen. Derfor risikerer man, at resultaterne fører til skadelige websteder.

Anbefaling
Tro ikke på mails, der angiver at komme fra ofre for katastrofen, som du ikke kender personligt.

Links