Slettede flash-data kan gendannes

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 23/2/2011

Filer på flash-baserede solid state disks kan i nogle tilfælde gendannes, selvom de er forsøgt slettet.

Det har forskere fra University of California, San Diego opdaget. De har benyttet forskellige metoder til at slette filer. Metoderne skulle overskrive filerne, så de ikke kan gendannes af værktøjer til at fortryde sletning.

Men det viser sig, at filerne i nogle tilfælde alligevel kan gendannes. Det skyldes, at flash-diske gemmer data på en anden måde end harddiske.

Forskernes eksperimenter viser, at de indbyggede kommandoer til at slette en hel disk virker, hvis de er implementeret korrekt – det er de ikke altid. Derimod fandt forskerne ingen metode til at slette individuelle filer, der var effektiv.

En alternativ løsning kan være at kryptere hele disken, så snart den tages i brug. På den måde vil uvedkommende ikke kunne få adgang til at gendanne slettede filer, skriver Chester Wisniewski fra sikkerhedsfirmaet Sophos.

Links