Mange genbruger passwords

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 14/2/2011

En undersøgelse viser, at en tredjedel af brugerne af to websteder brugte de samme passwords til dem.

Undersøgelsen bygger på data fra to aktuelle hackersager, hvor brugernavne og passwords blev offentliggjort. Det drejer sig dels om websteder tilhørende Gawker Media, dels om webstedet Rootkit.com.

Sikkerhedsforsker Joseph Bonneau fra University of Cambridge har analyseret dataene. Han har fundet en række brugernavne i form af mail-adresser, der er de samme for de to steder. Derefter har han tjekket, om brugerne havde brugt de samme passwords.

Undersøgelsen besværliggøres af, at passwords var kodet på forskellig vis. Derfor har han ikke kunnet se alle passwords.

Men hans analyse viser, at et sted mellem 31 og 49 procent af brugerne anvendte det samme password på de to tjenester.

Hvis tallet holder, er det udtryk for en stigning i forhold til tidligere forskning på området.

Anbefaling
Brug aldrig samme password til flere webtjenester. Hvis en af dem bliver hacket, vil hackerne have mulighed for at logge sig ind på andre tjenester, hvor du bruger samme brugernavn og password.

Links