Adobe letter sletning af Flash-cookies

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 14/1/2011

En ny standard skal gøre det lettere at styre, hvilke data Flash-animationer gemmer på en brugers pc.

Standarden består af et programmeringsinterface, der hedder NPAPI:ClearSiteData. Det gør det muligt for en browser at slette data, som en plugin som fx Adobe Flash Player gemmer lokalt på pc'en.

I dag skal man ind i Flash-indstillingerne for at styre, hvad der må gemmes lokalt på pc'en. Det har nogle sikkerhedsfolk set som et problem, fordi websteder kan bruge lokalt gemte data fra Flash til at følge brugernes adfærd.

Hvis man sletter cookies eller helt slår cookies fra, har det normalt ingen konsekvenser for Flash og andre plugins, der kan gemme data lokalt.

Med det nye API kan en browser styre disse data på lige fod med cookies. Det vil blive indført i Firefox og Chrome, skriver The Register.

En videnskabelig undersøgelse fandt i 2009, at halvdelen af de 100 mest populære websteder anvendte Flash-cookies til at spore brugernes færden.

Links