Europol advarer mod botnet

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 7/1/2011

Botnet er afgørende for it-kriminelles succes. Derfor bør bekæmpelsen af botnet prioriteres højt i internationalt politiarbejde, mener Europol.

Det europæiske politisamarbejde har netop udsendt sin første trusselsvurdering af internet-relateret organiseret kriminalitet. Organisationen er i flere år kommet med en årlig "Organised Crime Threat Assessment" (OCTA). Den er nu suppleret med en iOCTA-rapport om internet-kriminalitet.

Rapporten siger, at botnet er de vigtigste værktøjer for it-kriminelle, når det gælder industrialisering og indtjeningsevne. Hvis man formår at lukke et botnet, får det alvorlige konsekvenser for deres evne til at udøve kriminalitet.

Europol mener, at der er et dynamisk forhold mellem forbryderne på nettet og dem udenfor. Derfor skal politiet kende både online og offline miljøer, hvor kriminelle opererer.

Der er også brug for øget samarbejde med den private sektor, herunder især internetudbyderne, internetsikkerhedsorganisationer og finansielle tjenester.

Links