Hackere sætter 50.000 iTunes-konti til salg

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 7/1/2011

På et kinesisk websted kan man købe adgang til 50.000 iTunes-konti, der er registreret med stjålne kreditkortnumre.

Kontiene er sat til salg på det kinesiske auktionssite Taobao. Prisen ligger fra en til 200 yuan (fra under en til 173 kroner).

Når man har købt adgang til en konto, kan man købe digitale produkter i butikken. Regningen går til den person, hvis kreditkort er koblet til kontoen.

Sælgerne anbefaler køberne at bruge kontoen hurtigt, da den vil blive spærret, når misbruget opdages.

Ifølge avisen Global Times er der de seneste måneder solgt tusindvis af den slags konti på Taobao.

Bagmændene menes at bruge to metoder. Enten hacker de sig ind på andres iTunes-konti, eller også opretter de nye iTunes-konti med kreditkortoplysninger, som de har hacket sig til.

Anbefaling
Brugere af iTunes bør tjekke deres kontoudtog for mystiske transaktioner.

Links