Falsk antivirus spredes via Twitter

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 17/12/2010

En række profiler på Twitter reklamerer for et falsk antivirusprodukt.

Reklamerne lyder "a very good antivirus" efterfulgt af et forkortet link. Hvis man klikker på linket, kommer man til en webside, der efterligner en sikkerhedsadvarsel fra Firefox.

Siden hævder, at den scanner pc'en og finder flere virus, som man skal installere et program for at fjerne. Hvis man kører programmet, finder det en række trusler, som man skal betale for at få fjernet.

Reklamerne spredes både gennem profiler, som bagmændene selv har oprettet, og gennem hackede profiler. Det skriver sikkerhedsfirmaet Panda Security i et blogindlæg.

Anbefaling
Vær forsigtig med at følge links fra Twitter.

Links