Passwords fra Gawker er hacket

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 14/12/2010

Brugernavne og passwords på 1,3 millioner brugere af Gawker, Gizmodo, Lifehacker og flere andre websteder er lagt ud på nettet af en hackergruppe.

Dataene indeholder såkaldte hash-værdier af passwords. Ved at gætte på et password kan man beregne dets hashværdi og finde ud af, om det findes i listen, og hvilken bruger der har anvendt det. En analyse fra firmaet Duo Security viser, at det mest brugte password på listen er "123456" med "password" som nummer to.

Også webstederne Jezebel, io9, Jalopnik, Kotaku, Deadspin og Fleshbot er ramt. Gawker Media, der står bag alle webstederne, anbefaler at alle brugere, der ikke har logget ind via Facebook Connect, øjeblikkeligt ændrer password.

Hvis man har brugt det samme password på andre websteder, bør man også ændre det der. Hackere er sandsynligvis i gang med at knække og afprøve passwords på andre tjenester såsom Twitter.

Det kan ikke lade sig gøre at slette ens brugerkonto på firmaets websteder. Men Gawker Media arbejder på at gøre det muligt i fremtiden.

Anbefaling
Brugere af et eller flere af de berørte websteder bør ændre password på dem. Brug aldrig samme password til flere tjenester.

Links