Internet Explorer får filter mod sporing

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 9/12/2010

Den næste udgave af Internet Explorer får indbyggede funktioner til at beskytte brugere mod, at websteder sporer deres færden på nettet.

Funktionerne bygger på såkaldte Tracking Protection Lists (TPL). Sådan en liste kan indeholde web-adresserne på servere, som brugeren kun vil kommunikere med, hvis adressen indtastes i adressefeltet. På den måde kan man ikke komme til at dele information med dem, selvom andre websteder indeholder henvisninger til indhold på dem.

En TPL kan også udstyres med adresser på servere, man gerne vil kommunikere med.

Det er tanken, at brugere kan abonnere på forskellige TPL'er og dermed styre, hvem de tillader at spore dem.

I et blogindlæg skriver Dean Hachamovitch fra Microsoft, at TPL-teknologien vil indgå i den kommende Internet Explorer 9 Release Candidate.

Specifikationen for TPL bliver gjort offentligt tilgængelig under en Creative Commons-licens.

Links