Android har 88 potentielt farlige fejl

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 2/11/2010

En analyse viser, at en bestemt version af Android-operativsystemet til mobiltelefoner har en række fejl.

Bag analysen står firmaet Coverity, der anvender sit eget automatiserede system til at finde fejl i programmer.

Android findes i en række versioner, da den enkelte mobiltelefonproducent tilpasser operativsystemet. Testen bygger på Froyo-kernen fra HTC Droid Incredible.

Testen fandt 359 fejl. 88 af dem vurderes at indebære en høj risiko. Det omfatter fejl i hukommelseshåndteringen og uinitialiserede variabler.

Analysen er ikke offentliggjort, da Coverity først vil give udviklerne mulighed for at vurdere den og rette fejlene. Om godt to måneder offentliggør Coverity sine resultater.

Undersøgelsen indgår i firmaets samlede analyse af open source-projekter, som har kørt siden 2006. I år har firmaet analyseret 291 projekter og 61 millioner linjer kode.

Når man sammenligner med andre open source-projekter, er Android-koden mindre fejlbehæftet end gennemsnittet.

Links