Microsoft lukker fem huller

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 26/7/2010

Julis sikkerhedsrettelser fra Microsoft fjerner fem sårbarheder i Windows og Officepakken.

Rettelserne blev udsendt den 13. juli. De omfatter fire rettelser, der er beskrevet nærmere i disse sikkerhedsbulletiner:

MS10-042: Denne rettelse fjerner en kendt sårbarhed i applikationen Hjælp og support under Windows XP og Windows Server 2003. Sårbarheden udnyttes aktivt af hackere.

MS10-043: Også denne rettelse lukker et offentligt kendt hul, denne gang i Canonical Display Driver (cdd.dll). Hullet findes kun i 64 bit Windows 7 og Windows Server 2008 R2 med Aero installeret. Microsoft kender ikke til angreb, der udnytter sårbarheden.

MS10-044: Lukker to hidtil ukendte sikkerhedshuller i Office Access ActiveX-kontroller. De har fået firmaets højeste risikovurdering, hvis man anvender Access 2003 eller 2007.

MS10-045: Lukker et hidtil ukendt hul i Outlook 2002, 2003 og 2007.

Anbefaling
Brugere af Windows og Office bør installere opdateringerne for at sikre sig mod angreb, der udnytter sårbarhederne.

Microsoft understøtter ikke længere Windows XP Service Pack 2 eller Windows 2000. Brugere af disse systemer bør opdatere til nyere versioner for fortsat at modtage sikkerhedsrettelser.

Links