Svindlere udnytter fodbold-VM

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 1/6/2010

Svindlere udnytter interessen for fodbold-VM til at sprede spam, phishing og skadelige programmer.

Ifølge sikkerhedsfirmaet Symantec cirkulerer der adskillige mails af typen nigeriansk svindel. De oplyser typisk, at man har vundet en stor sum i en konkurrence. For at få udbetalt pengene skal man kontakte afsenderen.

Phishingsvindlere prøver blandt andet at få fat i detaljer om ofrenes Visa-kort. De udnytter en ægte konkurrence, som Visa har afholdt på nettet. På et websted skal man indtaste sine kortdetaljer for at deltage i konkurrencen.

Visa forsøger nu at få lukket det falske websted.

Der foregår også forsøg på at sælge falske billetter til mesterskaberne. Det advarer FIFA (Fédération Internationale de Football Association) om.

Mængden af spam relateret til verdensmesterskabet er steget 27 procent fra april til maj. Symantec venter, at den vil stige yderligere frem til afviklingen af begivenheden.

Symantec har oprettet et særligt websted om sikkerhedstrusler i forbindelse med fodbold-VM, 2010 Net Threat.

Links