Terry Childs blev fundet skyldig

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 29/4/2010

En netværksadministrator ved San Franciscos kommunale lysledernet er fundet skyldig i at have pillet ved netværkets opsætning. Han nægtede at udlevere password til nettet, fordi han frygtede, at andre ville ødelægge det ved at rode med opsætningen.

Terry Childs blev anholdt i juli 2008, da han nægtede at give andre adgang til at konfigurere systemet. Kun et personligt besøg fra byens borgmester fik ham til at udlevere de nødvendige passwords.

Han er nu kendt skyldig i at have ændret på nettets opsætning, hvilket menes at have medført en udgift på 200.000 dollar.

Tre andre anklagepunkter om at han skulle have installeret egne modemer med adgang til nettet, blev frafaldet, skriver San Francisco Examiner.

Straframmen er på fem års fængsel. Han har allerede afsonet 21 måneder.

Straffen udmåles den 14. juni.

Links