Microsoft trækker rettelse tilbage

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 26/4/2010

Microsoft har trukket en af april måneds sikkerhedsrettelser tilbage, da den viste sig ikke at virke. Den skulle fjerne en sårbarhed i Windows 2000 Server.

Rettelsen er omtalt i sikkerhedsbulletin MS10-025. Den handler om en sårbarhed i Windows Media Services, når de kører på Windows 2000 Server SP4.

Sårbarheden giver angribere mulighed for at afvikle programkode.

Microsoft har trukket rettelsen tilbage, fordi test har vist, at den ikke beskytter mod sårbarheden.

Windows Media Services er ikke som standard aktiveret på Windows 2000 Server.

En ny version af rettelsen ventes klar i denne uge.

Links