Politi lukker call-center for svindlere

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 21/4/2010

To hviderussere er blevet anholdt under mistanke for at drive et call-center, der foretog opringninger på vegne af svindlere.

Tjenesten, der blev drevet fra adressen Callservice.biz, gik ud på at tilbyde svindlere hjælp med telefonopringninger. En svindler kunne fx via phishing få adgang til en række oplysninger om en person.

Callservice foretog så et opkald til personens bank og bad om at autorisere en pengeoverførsel. Tjenestens ansatte talte flydende engelsk eller tysk.

Den ene formodede bagmand er anholdt i Tjekkiet. USA begærer ham udleveret til retsforfølgelse. Den anden er anholdt i Hviderusland, hvor der er startet en sag mod ham, skriver Wired.

Sagen er resultatet af et samarbejde mellem myndighederne i USA, Hviderusland, Tjekkiet og Litauen.

Sikkerhedsreporter Brian Krebs skriver, at flere lignende tjenester fortsat er aktive i internettets undergrund.

Links