Skadelige programmer

Beskyt dig mod virus, spyware, orme og ransomware.

Hvad er virus?

Virus er programmer, der spreder sig ved at kopiere sig ind i andre programfiler. Når programfilen kopieres over på en ny pc og køres, bliver programfilerne herpå også inficeret. Nogle virus er direkte skadelige, andre spreder sig kun.

Hvad er spyware?

Spyware dækker over en række kategorier af programmer, der typisk installerer sig i det skjulte. Nogle udfører direkte spionage, hvor de aflytter kommunikation på pc'en og sender data til deres bagmænd. Andre viser uønskede reklamer og ændrer browserens startside og søgeside.

Hvad er ransomware?

Ransomware er skadelig software, der spærrer for adgangen til dine programmer eller data. Bagmændene kræver, at du skal betale en løsesum for at få adgang igen. Ofte krypterer de data, så du skal betale for den nøgle, der kan fjerne kodningen.

Hvad er en orm?

En orm er et program, der spreder sig i netværk ved at udnytte sårbarheder i dets computere. Netværksprogrammer kommunikerer over såkaldte porte. Ormeprogrammet angriber ved at kontakte den port, som det sårbare program kommunikerer over, og forsøger at udnytte sårbarheden. En firewall beskytter mod ormeangreb.

Hvad er et botnet?

Et botnet er en samling pc'er, som uden deres ejeres vidende kan fjernstyres af nogle bagmænd. De bruger botnettet til at udsende spam-mails, angribe andre computere eller andre lyssky forehavender.

Hvordan finder jeg ud af, om min pc er inficeret med en virus?

Brug et antivirusprogram til at scanne den. Der findes en række gratis scanningstjenester på nettet (se listen over ressourcer). Alternativt kan du hente et gratis antivirusprogram (se listen over ressourcer).

Pc'en siger, at den er inficeret. Hvad skal jeg gøre?

Kommer advarslen fra et antivirusprogram, som du selv har installeret og sat til at scanne? I modsat fald er der sikkert tale om en falsk advarsel, der skal narre dig til at købe et virkningsløst antivirusprogram. Ignorer advarslen og scan pc'en med et rigtigt antivirusprogram.

Jeg har fået en e-mail med en sikkerhedsopdatering. Hvad skal jeg gøre?

Ingen seriøse firmaer udsender sikkerhedsopdateringer som vedhæftede filer. Gå i stedet ind på firmaets websted og se efter, om der reelt er en opdatering, der skal installeres. Ellers er den såkaldte sikkerhedsopdatering i virkeligheden en trojansk hest.

Hvad er en trojansk hest?

En trojansk hest er et program, der giver sig ud for at være noget andet, end det i virkeligheden er. Det kan fx være et skadeligt program, der giver sig ud for at være en screensaver eller et spil.

Hvad er en downloader?

En downloader eller trojan downloader er et program, der henter skadelige programmer ned på en pc. Ofte inficeres en pc ved, at der først placeres et lille downloader-program på den. Herefter hentes selve de skadelige programmer, der fx kan indrullere pc'en i et botnet.

Hvad er en bagdør?

En bagdør er et program, der giver uvedkommende mulighed for at fjernstyre din pc, uden at du ved det. En bagdør kan installeres af en trojansk hest.

Jeg har fået en virusmail fra en ven. Er hans pc inficeret?

Ikke nødvendigvis. De virus, der spreder sig via e-mail, leder adressebogen igennem efter navne og adresser. De vælger en adresse til at sende sig selv til og en anden, som de angiver som afsender. Så afsenderadressen vil ofte være forfalsket.

En ven har sendt mig en advarsel om en ny virus, der kan ødelægge min pc. Hvad skal jeg gøre?

Du skal ikke gøre noget. Advarslen er løgn. Der findes en række løgnehistorier, der gennem mange år er blevet spredt over internettet. Hvis du modtager en advarsel, kan du søge efter information om den på nettet, evt. sammen med søgeordet "hoax" (forfalskning). Du vil sikkert opdage, at den er velkendt og ikke har noget på sig.

Hvad er et rootkit?

Et rootkit er et program, der kompromitterer sikkerheden på din pc, og som samtidig skjuler sig selv. Derfor kan infektioner med rootkits være vanskelige at opdage.