Mobilsikkerhed

Sådan sikrer du data på smartphone, tablet og bærbar.

Hvordan sikrer jeg data på min mobiltelefon?

Du kan installere et program, der tager sikkerhedskopi af data på telefonen og gemmer dem på nettet eller på en pc.

Hvordan beskytter jeg min mobiltelefon mod misbrug?

Sæt en adgangskode, så uvedkommende ikke kan bruge telefonen, hvis de finder eller stjæler den.

Hvordan beskytter jeg min mobiltelefon mod tyveri?

Installer et program, der kan hjælpe med at finde telefonen, hvis den bliver stjålet. Den slags programmer til tyveribeskyttelse kan vise på et kort, hvor telefonen befinder sig. Ofte kan de også fjernstyre telefonen, så den kan tage billeder eller slette data.

Min smartphone er blevet stjålet, og der er ikke installeret tyveribeskyttelse på den. Hvad gør jeg?

Hvis telefonen anvender Android, kan du gå ind på Google Play fra en pc og installere programmet Plan B på din smartphone. Det sender en mail om, hvor din telefon befinder sig, til din Gmail-konto.

Hvordan beskytter jeg min mobiltelefon mod virus?

Der findes flere programmer, der beskytter mod virus og andre trusler på mobiltelefoner. Endvidere bør du kun installere programmer fra websteder, du kan have tillid til. For iPhone vil det sige Apples App Store, for Android er det Google Play. Og selv her bør du tjekke, at app'en ser tillidsvækkende ud – for eksempel at den har eksisteret længe, har mange brugere og troværdige anmeldelser.

Hvordan beskytter jeg min mobiltelefon mod snifferprogrammer?

Hvis du bruger telefonen til data på et åbent trådløst netværk, risikerer du, at andre opsnapper kommunikationen ved hjælp af såkaldte snifferprogrammer. Du kan beskytte dig ved at anvende et VPN (virtuelt privat netværk). Det krypterer kommunikationen.

Hvordan sikrer jeg data på min bærbare pc?

Du kan kryptere data på pc'en, så uvedkommende ikke kan læse dem, selvom de får fat i computeren.

Hvordan beskytter jeg min bærbare pc mod tyveri?

Du kan installere et program, der kan spore pc'en, hvis den bliver tabt eller stjålet. Programmet viser på et kort, hvor pc'en befinder sig.