Microsoft-program finder sikkerhedshuller i Windows-systemer

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 10/4/2002

Microsoft Baseline Security Analyzer (MBSA) er et gratis program til at kontrollere sikkerheden i Windows-systemer. Det kontrollerer, om alle relevante fejlrettelser er installeret. Programmet leder også efter kendte sårbarheder i de systemer, det scanner.

Programmet kan foreløbig kun kontrollere engelsksprogede systemer. DK-CERT har prøvet at køre det på en dansk Windows XP, og det fandt frem til fire manglende opdateringer på trods af, at de var installeret.

MBSA kører på Windows 2000 eller XP. Det kan kontrollere sikkerheden på den maskine, det kører på, eller på andre maskiner i netværket. Det kræver, at de scannede computere kører Windows NT 4.0 SP4 eller højere, Windows 2000 eller XP. Programmet kan finde sikkerhedsproblemer i følgende applikationer:

  • Internet Information Server 4.0 og 5.0
  • SQL Server 7.0 og 2000
  • Internet Explorer 5.01 og nyere
  • Office 2000 og XP


MBSA er udviklet for Microsoft af firmaet Shavlik Technologies. De står også bag en udvidet version, der dog ikke bliver gratis, Shavlik EnterpriseInspector 2.0.

Links