Aggressiv falsk antivirus spreder sig

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 28/11/2013

Et falsk antivirusprogram gør det umuligt at bruge pc'en, når først det er installeret. Et andet tager billeder med pc'ens webcam.

Programmet, Windows Expert Console, anvender metoder, der ligner dem, vi kender fra afpresningsprogrammer. Når man har installeret det, genstartes pc'en. Herefter vises en oversigt over "trusler", det har fundet på pc'en.

Fra da af kan man ikke få adgang til skrivebordet eller andre programmer. Eneste mulighed er at klikke på en knap for at bestille et "oprydningsprogram" til 99 dollars.

Sikkerhedsfirmaet Panda oplyser, at de den seneste uges tid har set et stigende antal infektioner med programmet.

Et andet falsk antivirusprogram forsøger at virke mere troværdigt ved at udnytte pc'ens webcam. Hvis man ikke bestiller det virkningsløse oprydningsprogram inden for nogle minutter, tager det et billede af brugeren. Herefter skriver det på skærmen, at et skadeligt program har taget billedet og er ved at sende det ud på nettet. Det skriver sikkerhedsfirmaet Webroot

Anbefaling
Installer kun antivirusprogrammer fra virksomheder, du har tillid til.

Links