Spam om Syrien er på vej

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 29/8/2013

Netsvindlere vil sikkert udnytte interessen for situationen i Syrien til spam og phishing. DKCERT advarer om at være varsom med at klikke på links, da de kan føre til skadelig software.

Når der opstår en spændt international situation, er de it-kriminelle som regel hurtige til at gribe chancen. Derfor venter DKCERT en bølge af mails om Syrien.

I den kommende tid kan vi vente mails og Facebook-beskeder med indhold som "USA angriber Syrien", "Dette dokument beviser giftgasangreb" eller "Demonstration i Syrien ender i blodbad".

Formålet er i alle tilfælde at lokke modtageren til at klikke på et link eller åbne et vedhæftet dokument. Derved risikerer man at få inficeret sin pc med skadelige programmer eller lande på websteder, der intet har med Syrien at gøre.

Anbefaling
Vær kritisk over for uopfordrede mails og nyheder på sociale medier.