Passwordmanager: Mænd gør det nemmere for sig selv end kvinder

Også når det handler om passwordmanager er mændene i førersædet.

Dobbelt så mange mænd som kvinder efterlever i meget høj grad anbefalingen om brug af passwordmanager. Således er der 10 pct. af mændene, mens det er 5 pct. af kvinderne, der i meget høj grad efterlever anbefalingen.

Blandt de respondenter, der i høj, nogen eller mindre grad efterlever anbefalingen er der stort set ligestilling med i gennemsnit 7 pct. Modsat er det 56 pct. af kvinderne, der slet ikke efterlever anbefalingen om passwordmanager, mens det er 51 pct. af mændene. 19 pct. af kvinderne kender slet ikke anbefalingen. mens det samme gør sig gældende for 10 pct. af mændene.

Det er synd, at så få - både mænd og kvinder - anvender passwordmanager, for blandt sikkerhedsfolk er der bred enighed om, at brug af passwordmanager letter hverdagen for folk, der har mange kodeord. Også Center for cybersikkerhed anbefaler i vejledningen om passwordsikkerhed brug af passwordmanager, når der er brug for at gemme mange unikke kodeord. Det behov har de fleste af os, hvis vi ellers skal efterleve anbefalingen om, at kodeord skal være forskellige og have en længde på over 12 tegn. Læs evt. mere om kodeord på https://sikkerdigital.dk/borger/gode-raad/lav-et-staerkt-kodeord/.

Dataindsamlingen, der danner baggrund for tallene, er gennemført af analysebureauet Megafon for Digitaliseringsstyrelsen og DKCERT i sommeren 2020. En overordnet gennemgang og analyse af observationerne fra dataindsamlingen er gengivet i rapporten Danskernes Informationssikkerhed, der udkom lige før jul.

#Hvadgørduselv?

Vil du inden for den næste uges tid begynde at anvende passwordmanager til at holde styr på dine kodeord?