Pas på tilbud om hjælpepakker

Mens verdens opmærksomhed på Coronavirus er på sit højeste har kriminelle aktører forberedt sig på næste bølge: Hjælpepakkekampagner

Alverdens stater og regeringer er gået i gang med at forberede hjælpepakker, der skal sætte gang i økonomien, når landene kan åbne op igen. I Danmark er beslutningerne om hjælpepakkerne taget, og mens alle venter spændt på at høre, om skoler og arbejdspladser kan åbne efter påske, venter mange også på besked om, hvordan de kan få støtte til økonomien.

Det er så også den næste mulighed for kriminelle aktører at lave forretning på. At designe troværdigt udseende phishingmails, hjemmesider, tweets, sms’er, CEO-frauds osv., der lokker folk til at oplyse alt fra NemID-nøglekort, betalingskortoplysninger og andre fortrolige informationer. Der vil givetvis også være forsøg på lokke folk til at overføre midler til visse konti som betingelse for at få støtte fra det offentlige.

Sikkerhedsvirksomheden Fireeye har allerede i sidste uge set de første mails, der hævdes at være fra den canadiske premierminister, Justin Trudeau, og som lokker med 2500 canadiske dollars, hvis man udfylder et bestemt skema.

Der er kun de klassiske råd, der gælder her: Stol kun på offentlige myndigheder, og den instans der håndterer hjælpepakkerne, tjek om hjemmesidens URL er i overensstemmelse med den korrekte hjemmeside og tænk på, om måden du bliver kontaktet på, er som den plejer. Og sæt ikke penge ind på en bestemt konto, hvis du bliver opfordret til det.

Intet i denne tid er ganske vist som det plejer, og lige akkurat det udnyttes af kriminelle grupperinger og enkeltpersoner.

Links:

https://www.fireeye.com/blog/threat-research/2020/03/stimulus-bill-socia...